Jelse Odde - 4,9 km
På denne tur er der en flot udsigt mod Salling og Himmerland. Ved lavvande kan man gå 1 km ud i Limfjorden og der er mulighed for at se sæler.
Rundt om Jelse Odde ved Limfjorden, 4,9 km
På denne tur er der en flot udsigt mod Salling og Himmerland. Ved lavvande kan man gå 1 km ud i Limfjorden og der er mulighed for at se sæler.
Når du vandrer på Jelse Odde er det som at opleve Limfjordens kyster fra søsiden. Fra odden er der en smuk udsigt over Limfjordens kringlede vige og bugter, blandt andet mod vest til Salling-kysten med Grønning Øre og Astrup Vig og mod nord til den store halvø Lovns.
I stenalderen svarede Lundø bedre til sit navn, for da lå Lundø som en ø i Limfjorden. Senere har landet hævet sig og havet aflejret materiale, så øen blev landfast. Derved er store dele af halvøen også omgivet af strandenge.
Lundø er en del af et stort EU-fuglebeskyttelsesområde, der omfatter hele Lovns Bredning med tilstødende strandenge. I området yngler forskellige almindelige vandfugle, men også arter som f.eks. klyder. I vinterhalvåret ses store flokke af svaner, ænder og skalleslugere.
Der findes mange forskellige planter især i strandenge, kær og i de små strandsøer. Nogle af planterne hører til de mere sjældne. Desuden er det muligt at finde fossiler langs Lundøs kyster, især søpindsvin.
De nordligste 23 ha af den flade halvø blev fredet 1965, blandt andet for at friholde arealet for sommerhusbebyggelse, bevare dets naturværdier og sikre den offentlige adgang til dem.
På P-pladsen er der opsat en informations-tavle, der viser hvor man kan gå, bade og opholde sig. Især strandene på Lundøs vestside er børnevenlige, fordi vandet kun meget langsomt bliver dybere.
P: Lundø Camping (N 56° 38.259', E 9° 8.907')
L: 4,9 km
Markering: Gul