Ørslev Kloster Refugium
Ørslev Kloster er en perle, som du finder nær Limfjorden på egnen mellem Skive og Viborg. Gå på opdagelse i Ørslev Klosters park og skov – en smuk oplevelse fyldt med fortidsminder.
Ørslev Klosters historie strækker sig helt tilbage i sidste halvdel af 1100-tallet, og flere århundreders begivenheder og strømninger har sat sit præg på stedet. Derfor er klosteret og dens omgivelser en enestående oplevelse, ikke mindst fordi atmosfæren emmer af ro og fred.
Siden 1969 har Ørslev Kloster været et af Nordens ældste og mest kendte arbejdsrefugier. Bag de tykke mure kan journalister, forfattere, musikere, studerende, erhvervsfolk og andre med et arbejdsprojekt få ro til at fordybe sig. Derfor er klosteret også kun åbent for offentligheden ved særlige lejligheder og rundvisninger for grupper skal bookes på forhånd.
Dog er Ørslev Kloster altid et besøg værd, da parken og skoven er åbent for alle. I klosterskoven – også kaldet Kvindsnapskoven – finder du en afmærket natursti, som fører dig forbi krogede løvtræer, en lille skovsø, dansepladsen ved Kvindsnapbøgen og træbroen ved ’Snekken’. Her er borde, bænke og et madpakkehus med komposttoilet, samt grill- og bålplads til fri afbenyttelse (medbring selv drikkevand og husk at tage affald med dig, når du går).
Skoven er en lille rest af en stor skov, som engang strakte sig ud mod fjorden og var en vigtig kilde til brænde og byggematerialer for godset og egnen. Så sent som i 1700-tallet gik der stadig omkring 300 grise ”på olden” i skoven om vinteren.
I Ørslev Klosters smukke park finder du bl.a. mere end 30 slags urter og planter – levende fortidsminder fra nonnernes klosterhave. Du kan også opleve lindealléen med de meget gamle lindetræer, som blev plantet tidligt i 1700-tallet, samt resterne af et haveanlæg fra 1800-tallet med frugttræer. Dansepladsen er genetableret i skovens sydøstre hjørne og her er der opstillet et dukketeater og musikinstrumenter, som alle må bruge. Med adgang fra Ørslevklostervej – og med parkering i skoven – er der etableret muldtoiletter samt et smukt madpakkehus med shelter, kaldet Snekken, som er frit tilgængeligt.
Det fredede klosters have og skov samt en afmærket natursti er åben for publikum. Skoven består mest af meget gamle løvtræer, især bøg og eg. Kvindsnap-bøgen, der er næsten 6 m i omkreds, er nok omkring 300 år gammel, men står nu som en kullet bøg, da den i flere omgang har været gået i brand. I fortællehuset langs Hejlskovvej er alle velkomne til at se film og høre om klosterets mangefacetterede historie. Der er gratis adgang, og der er handicapvenlig adgang og toiletter til fri afbenyttelse. Er man heldig, kan man måske opleve klosterets snedker arbejde i det tilstødende værksted.
Ørslev Kloster er en perle, som du finder nær Limfjorden på egnen mellem Skive og Viborg. Som gæst er du hjertelig velkommen til at gå på opdagelse i Ørslev Klosters park og skov – en smuk oplevelse fyldt med fortidsminder.