Salling Dykkerpark
Glyngøre huser Nordeuropas første store dykkerpark, Salling Aqua Park, som tilbyder træning for dykkere på alle niveauer og fremmer miljøet.
Salling Aqua Park er en forening drevet af frivillige medlemmer. Alle arbejder ulønnet, og foreningen har ingen anden indtægt end medlemmernes bidrag samt frivillige donationer fra de dykkere, der benytter parken. Parken blev etableret med støtte fra blandt andre Lokale og Anlægsfonden, LAK-midler og Skive Kommune.
Læs mere her: https://www.sallingaquapark.dk/
Ideen til Salling Aqua Park opstod i 2009, og efter et intensivt arbejde med at rejse midler, indhente tilladelser og udføre det praktiske arbejde, kunne vi indvie parken den 15. maj 2013 med royal deltagelse af HKH Kronprins Frederik. Det samlede anlægsbudget var på ca. 3 millioner kroner.
Glyngøre-området blev udvalgt på grund af den store vanddybde, 24 meter tæt på kysten, havnens faciliteter og den centrale beliggenhed i Limfjorden. Området rummer både rekreative kvaliteter og uddannelsesmuligheder, som tiltrækker dykkere fra hele landet samt flere europæiske lande.
Salling Aqua Park består af to store stenrev, der afgrænser parken mod land. Derudover omfatter parken en svensk minestryger, "Stine", en Leopard 1 kampvogn, "Leo", en lodsbåd, "Juniorvraget", og en stor betongrotte udformet som et sneglehus. Stenrevene og de sænkede objekter bidrager til at forbedre miljøet i fjorden, og kort tid efter etableringen kunne vi observere nye arter i området. Umiddelbart efter, at "Leo" blev sænket, blev der set torsk, som sportsdykkere og fritidsfiskere ikke har observeret i denne del af Limfjorden i mange år. Nu har vi en fast bestand af torsk og sej i parken. Andre nye arter, der er blevet tiltrukket, omfatter taskekrabber, store mængder hummere, havkarusser og tangsnarre.
De to store stenrev har naturligt skabt levesteder for et væld af fastsiddende arter som søanemoner og søpunge.